-
Høring skal kaste lys over Danmarks aftale med USA – men for lukkede døre: »Skandaløst«
Source: BDK Borsnyt / 15 May 2025 03:09:44 America/New_York
Godmorgen. Vi begynder dagen med en vaskeægte nyhed. For nok har der været megen snak i krogene på Christiansborg, men som det første medie har TV 2 her til morgen kunnet erfare, at løsgænger Jon Stephensen igen må deltage i Moderaternes gruppemøder. Altså hos selvsamme parti, der smed ham på porten efter historier om grænseoverskridende opførsel. Men nu erfarer TV 2 altså, at Jon Stephensen er tilbage i varmen. Ifølge TV 2s oplysninger har Moderaternes folketingsgruppe og Jon Stephensen aftalt et langt mere omfattende politisk samarbejde end hidtil. Det forlyder dog, at Jon Stephensen for nuværende ikke bliver medlem af Lars Løkke Rasmussens parti, men fortsat vil være løsgænger. TV 2 omtaler det derfor som »en meget opsigtsvækkende model«, da løsgængeren kan blande sig i politiske diskussioner hos et parti, som han ikke er medlem af. »Det er bestemt ikke hverdagskost på Christiansborg,« skriver TV 2. Den oplagte forklaring på det nye arbejdsfællesskab er selvfølgelig umiddelbart, at Moderaterne har mistet så mange mandater igennem valgperioden, at hele regeringens parlamentariske flertal er blevet skrøbeligt. I en bibemærkning kan det lyde, at Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, for en måned siden blev spurgt et utal af gange, om Jon Stephensen havde købt sig en adgangsbillet tilbage i Moderaterne efter at have reddet Moderaternes minister Lars Aagaard. »Jeg kan ikke se, at jeg skal svare på, om Jon Stephensen er velkommen i Moderaterne. Der er ikke ændret på den situation hverken fra i går til i dag eller for en uge siden og til i dag,« lød et af de mange svar fra Henrik Frandsen den gang. Unge Moderater oplyser i øvrigt til Ritzau, at de fortsat ikke har tillid til Jon Stephensen. Dagens høring Nu til historien bag dagens overskrift, hvor vi endnu engang skal runde forsvarsaftalen mellem USA og Danmark fra december 2023. Det er den aftale, som vil gøre det muligt for USA at sende soldater og militær materiel til Danmark. Forsvarsaftalen bliver kritiseret for at give for store beføjelser til de amerikanske soldater, når de opholder sig i Danmark. De vil nemlig være under amerikansk jurisdiktion. Det vil sige, at de kommer til at høre under det amerikanske retssystem, hvis de begår kriminalitet i Danmark. Folketinget skal efter planen stemme om aftalen 11. juni, men inden da skal en kommende høring i Folketinget kaste mere lys over forsvarsaftalen og konsekvenserne af den. Eller kaste lys er måske så meget sagt, for det er ikke nogen konklusioner, som offentligheden eller det samlede folketing får indsigt i. Regeringen og SF kræver nemlig, at høringen bliver holdt bag lukkede døre. Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, siger til DR, at det er nødvendigt, da sagen er så »sensitiv« og »vigtig for Danmarks sikkerhed«. Enhedslistens Trine Pertou Mach kalder mørklægningen »skandaløst« og »virkelig problematisk«. »Hvorfor må offentligheden ikke høre med og blive klogere,« spørger hun på X. Konservatives Rasmus Jarlov, der er formand for Forsvarsudvalget, mener også, at høringen burde være åben: »Det vil i mine øjne være god demokratisk skik at lade mindretallet få den høring, som de ønsker,« skriver han i en mailudveksling i Forsvarsudvalget, som DR har set. Dagens opgør Vi skal nu til en af Berlingskes egne historier. Statsminister Mette Frederiksen er gået sammen med den italienske premierminister, Giorgia Meloni, om et hårdt opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For statsministeren har i Sydeuropa fundet sig en udlændingepolitisk artsfælle, der også mener, at domstolen er gået for vidt. I et brev gør Danmark nu klar til et opsigtsvækkende hårdt opgør med menneskerettighedsdomstolen, som flere gange har forhindret Danmark i at udvise kriminelle udlændinge. Det skyldes, at Danmarks udvisningspolitik i flere tilfælde er underlagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. »Det er et brev, der handler om vores internationale konventioner. Vi er simpelthen trætte af, at vi ikke kan smide flere kriminelle udlændinge ud af landet,« siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) til Berlingske. Dermed bekræfter ministeren historien om, at Danmark sammen med Italien er begyndt at indsamle underskrifter fra europæiske statsledere til et åbent brev. Og budskabet? Den europæiske domstol går alt for langt i sin fortolkning af menneskerettighedskonventionen. Problemet er så voldsomt, at det reelt forhindrer politikere i at føre en helt selvstændig udlændingepolitik, mener Danmark og Italien. »Det er Mette Frederiksen og Giorgia Meloni, der står sammen om det her. Det er på højeste niveau, vi går ind og tager fat,« siger Kaare Dybvad. Dagens korte 1. Socialdemokratiet har ingen planer om, at der skal komme atomkraft i Danmark. Det slår partiets klima- og energiordfører, Jesper Petersen, fast over for DR. Udmeldingen kommer, efter at regeringen har besluttet at igangsætte en undersøgelse, der skal analysere netop risici og potentiale ved nye atomkraftteknologier. 2. Trods en del kritik for forkerte oplysningerne til Folketinget kan Venstres Søren Gade fortsætte som både Folketingets formand og som formand for Esbjerg Havn. Et flertal i Udvalget for Forretningsorden bakker nemlig op om Gade. Han bekræfter over for Ritzau, at han planlægger at fortsætte som formand for Esbjerg Havn. Det får Politikens Elisabet Svane til at konkludere, at Søren Gade er »stædig«. 3. Fra på tirsdag er Pernille Rosenkrantz-Theil ikke længere i Folketinget, skriver hun på Facebook. Den socialdemokratiske politiker, der er tidligere minister, trækker sig for at fokusere på kampen for at blive overborgmester i København ved kommunalvalget til november. Yildiz Akdogan overtager hendes plads. 4. Vi runder lige endnu et hurtig navnenyt. Mads Korsholm stopper som kampagnechef i Dansk Folkeparti efter et år på posten. Det skriver han selv på LinkedIn, hvor han teaser for et nyt projekt med økonom Martin Ågerup efter sommerferien. Mads Korsholm har tidligere været kampagnechef for Liberal Alliance. Dagens program Udover et hav af gruppemøder – hvor Jon Stephensen så nu formentlig deltager – og møder i salen, er der to åbne samråd på programmet: Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er i samråd om Familieretshuset. Folketingets Erhvervsudvalg har erhvervsminister Morten Bødskov (S) i samråd om hvidvasksagen i Danske Bank. Desuden holder Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg en åben høring i Landstingssalen på Christiansborg om revision af klimaloven. Det var alt, hvad vi nåede i dag. Tak for at læse med. https://www.berlingske.dk/politisk-morgenpost/hoering-skal-kaste-lys-over-danmarks-aftale-med-usa-men-for